Estimering er en af de mest afgørende – og frustrerende – discipliner i projektledelse. Fejl i estimering fører ofte til forsinkede deadlines, budgetoverskridelser og fejlprioriteringer. Mange projektledere kæmper med at give realistiske tids- og ressourceestimeringer, fordi de baserer sig på perfekte planer i en uperfekt verden.
Men agile metoder har revolutioneret måden, vi estimerer på. I stedet for at forsøge at forudsige præcis, hvor lang tid noget vil tage, fokuserer agile teams på relativ estimering, kontinuerlig læring og iterativ levering.
Så hvordan kan vi som projektledere bruge agile principper til at blive bedre til at estimere, reducere usikkerhed og skabe mere præcise leveranceplaner?
Hvorfor fejler traditionelle estimeringsmetoder?
Klassiske projektledelsesmodeller er ofte afhængige af deterministiske estimeringsmetoder, hvor vi forsøger at forudsige præcist, hvor lang tid en opgave vil tage, og hvor mange ressourcer den kræver. Dette lyder fornuftigt i teorien, men i praksis støder vi ofte på følgende problemer:
🚨 Optimisme-bias – Estimater bliver ofte for optimistiske, fordi vi undervurderer kompleksitet.
🚨 Manglende kontekst – Estimeringer baserer sig ofte på tidligere erfaringer, der ikke nødvendigvis passer til det aktuelle projekt.
🚨 Lineær tankegang – Klassisk estimering antager, at opgaver følger en forudsigelig progression, hvilket sjældent er tilfældet.
🚨 Mangel på feedback – Estimater
Leave a Reply